Tekst: Sexolog & parterapeut Sara Andersen
Flere kvinder vælger bevidst at være single. Vogue har skrevet en artikel om, at det er “pinligt” at have en mandekæreste, og der er kommet større fokus på prioritering af venskaber og selvkærlighed. At finde en partner har længe været det ultimative mål i vores kultur - men der er sket et kulturskift.
Alligevel opsluges vi af romantiske 1800-talsfortællinger som Bridgerton og Wuthering Heights, der foregår i en tid med forpligtelser, ægteskab og enestående kærlighed. Vil kvinder egentlig stadig inderst inde finde kærligheden? Og hvis tidens trends stikker i forskellige retninger - hvordan navigerer vi så bedst?
For at finde svar har jeg inviteret sexolog, parterapeut og forfatter Patricia Jiménez ud på en date og spurgt hende, hvordan man dater som singlekvinde i nyere tid.
På en café på Indre Nørrebro venter jeg spændt på kvinden, jeg skal interviewe. Datingeksperten Patricia Jiménez står bag tre bøger om singleliv, kærlighed og dating-kultur, og er frontfigur for populære speeddating-events i København - og ovenikøbet succesfuld selvstændig terapeut.
Da hun træder ind, mødes jeg af et stort, varmt smil, og kort tid efter vi har sat os, går vi i gang med at udveksle datinganekdoter og refleksioner. Det leder mig til at spørge:
Hvordan oplever du kulturskiftet i at være single som kvinde i nyere tid?
"Vi lever i en tid, hvor kvinder er trætte” fortæller Patricia og griner. “Kvinder er trætte af at date og lære mænd at tage ansvar og kommunikere".
Hun oplever singlekvinder sige: “... så er det nemmere at være alene, fordi der er jeg jo sikker. Jeg kan også få børnene alene, og min veninde vil hjælpe - så hvad skal jeg egentlig bruge ham til?”
Ifølge Danmarks Statistik er Danmark et af de lande med flest singler, samtidig med at vi er det næstlykkeligste land i hele verden. Det siges også, at den lykkeligste befolkningsgruppe er singlekvinder, og det næstlykkeligste er mænd i parforhold.
"Det vidner jo om, at der er et eller andet der går galt.” pointerer Patricia.
Jeg spørger, om det kan have noget at gøre med, at kvinders standarder for længerevarende kærlighedsrelationer har ændret sig gennem tiden.
“Kvinder er nok i højere grad gladere som single, fordi en partner - eller “provider” - ikke længere er nødvendigt for os. Vi har vores tætte venner. Vi er gode til at skabe hjem i det hus, vi selv har købt, håndtere følelser og deltage i fællesskaber. Så kvinder fungerer ret godt som single.” Hun fortsætter: "Som singlekvinde har standarden nok også ændret sig for, hvad der stimulerer os - mentalt og fysisk. Vi kan også altid få sex - med andre eller med os selv - og mærker stor tilfredshed med solosex.”
”Jeg vil have dig”- følelsen
En romantisk partner er ikke nødvendig for vores velvære på samme måde, som det engang var. De feministiske bølger har gjort os mere selvstændige, men Patricia forklarer, at der alligevel for mange kvinder opstår en naturlig biologisk stillingtagen, hvor spørgsmålet om en potentiel partner kommer i spil.
“Når kvinder i start-20’erne begynder at date, har de al tid i verden til at se, hvordan potentialet spiller sig ud. Men som tiden går, og kvinder nærmer sig midt-30'erne, skal de forholde sig til deres biologiske ur. Det kan godt være de ikke vil have børn - men de skal stadig tage stilling. Og hvis de vil, skal de beslutte, om det skal være med en partner.”
Hun peger på, at mænd ikke oplever samme pres:
“Her vil mænd ofte have mere tid til at se, hvor relationen fører hen, hvor kvinden bliver mere utålmodig, og hendes standarder hæves. Hvor kvindens utålmodighed kan sige: ‘Så tag dog stilling, mand. Jeg gider ikke en mand, der ikke ved, hvad han vil”.
Flere kvinder vælger at få børn alene. Antallet af singlemødre er steget med 60% (kilde: European Sperm Bank). Det påvises også, at singlekvinder generelt er gladere, lever længere og tjener flere penge end gifte kvinder (kilde: London School of Economics and Sage Journals). Samtidig står kvinder i heteroseksuelle parforhold ofte for størstedelen af det ubetalte arbejde, hvilket påvirker dynamikken negativt.
Vi lever i en tid, hvor kvinder for første gang har et reelt valg om, hvorvidt de ønsker en partner. Det vil størstedelen faktisk gerne – men ikke for enhver pris. Kvinder er færdige med at sænke deres standarder og efterspørger, at mænd hæver deres – både for dem selv og for det parforhold, de ønsker at indgå i.
Det er igen den manglende ansvarstagen, kvinder savner fra mænd. Ikke kun i det biologiske aspekt, men også i måden de viser interesse på.
“Efter MeToo-bølgen - som selvfølgelig var en god ting - har vi bevæget os mere ind mod midten. Vi vil gerne røres og mærke hinanden på et respektfuldt og legende plan. Vi vil gerne mærke den der ‘jeg vil have dig’-følelse.” Patricia kommer med et eksempel; “Vi så det i Bachelor, hvor kvinderne savnede initiativ og en større lyst fra mændene til at udforske, for at se om de kunne mærke en større forbundethed og følelse.”
Sluk skærmen og nyd filmen
Hvis kvinders behov er at mærke mænd mere, men samtidig vælger at være single, kan det tyde på, at der er noget i vejen med måden, vi dater på.
Flere fravælger den digitaliserede dating-arena og er blevet trætte af den hurtige, overfladiske swipekultur. Som modpol oprettes flere dating-events, hvor man møder nye mennesker i virkeligheden.
”Det fysiske møde er blevet trendy igen, hvor folk opdager, at det her er jo fedt!”
Patricia forklarer sin teori: "Det, der trender lige nu - longevity, saunagus, meditation, breathwork og terapi - er langsomme oplevelser. Vi er slet ikke bygget til, at det går så stærkt. Det der app-swiping noget er ikke sundt for os.”
Hun foreslår, at vi - ligesom i biografen eller teatret - burde slukke telefonen når vi er på date.
“Så man faktisk kan sidde og være til stede, og se lagene i hinanden og fordybe sig. Det er dér, vi bliver klogere - også på hvad der sker inde i os selv. Jeg opdager jo ikke, hvordan jeg har det, når jeg sidder nede i min telefon. Så kan jeg bare forestille mig det.”
Patricia fortæller, at hun har oplevet flere par, som mødte hinanden fysisk frem for på skærmen, der fortæller, at de nok aldrig havde matchet på Tinder. Hvilket bekræfter, hvordan virkeligheden og forestillingen ikke altid går hånd i hånd. “Det fysiske møde gør, at vi mærker hinanden, ser hinanden i øjnene og kan tune ind på hinandens energier, uden pålagte forestillinger eller forventninger.”
Den storslåede kærlighed
Selvom kvinder er trætte af at date, ser vi en opstigning af sensuelle kærlighedsfortællinger skrevet af kvinder, såsom Bridgerton og Wuthering Heights, der foregår i 1800-tallet, samt den store bølge af erotisk litteratur som Fourth Wing og Et Rige af Torne og Roser. De fascinerer kvinder verden over med langsomt opbyggede relationer og intens seksuel tiltrækning.
Hvordan kan det være, at nutidens kvinder drages af fortællingen om den store, enestående kærlighed?
“I et samfund, hvor det hele går stærkt, og vi bliver mere selvstændige individer, længes vi alligevel efter at føle os vigtige for nogen. At være nogen prioritet. Og den følelse har bare en helt særlig kraft bag sig, når den kommer gennem romantisk kærlighed. Selvom vi også er vigtige for vores veninder.
Når kvinder nu selv kan sørge for hus, børn, indkomst og orgasmer, handler længslen altså ikke om forsørgelse - men om følelse.
“Mandens ‘providership’ ser anderledes ud i dag. Det kvinder savner, er evnen til at lade kvinden give slip. At give kvinden pauser fra alt det, hun er ude og gøre på egen hånd. At føle sig set og værdsat. At hun kan læne sig ind i en, der har hende. En mand, der kan tage noget af byrden og ansvaret - sammen med hende”.
Så hvordan skaber man grobunden for den relation? Hvis kvinder synes, dating er uoverskueligt, men stadig gerne vil have den storslåede, romantiske kærlighed, er mit sidste spørgsmål til Patricia:
Er der en måde, man kan date på, som faktisk giver mening for den selvstændige kvinde, der er lidt træt af det? Altså - kan dating blive en federe arena at begå sig i? Og hvordan?
“Hvis kvinden ønsker at finde en fremtidig partner, som hun kan læne sig mere ind i, handler det om at skabe de rammer, hvor hun kan få det bevist eller modbevist - i stedet for at lege rundt i gætteland,” fortæller Patricia og foreslår:
“Det kan være, at du skal foreslå en date, hvor du selv er lidt på udebane. Du kan også stille nogle dybere spørgsmål eller i hvert fald invitere til en dybere samtale, hvor du spiller ud med din egen sårbarhed og ser, hvad der sker. Hvis han griber den godt, er du i gang med at finde ud af, om de lever op til det, du ønsker fra en potentiel partner - og faktisk længes efter i dit liv generelt.”
Ifølge Patricia handler det i høj grad med at finde en partner, man inspireres af, beundrer og respekterer.
“Det er jo sådan, at vi også elsker vores venner. Vi har ikke brug for en provider længere. Derfor skal din kæreste give dig følelsen af: ‘Ej, du skal være i min suppe af mennesker i mit liv’ - og så kan vi altid udforske det romantiske. På den måde sikrer vi os, at vi ikke vælger en partner ud af nød eller forventning, men fordi vi synes, han er et dejligt menneske.”
Find din indre Samantha
En anden tilgang er at læne sig ind i den selvsikre, sexede og succesfulde karakter Samantha fra Sex and the City.
“Jo ældre jeg bliver, jo mere bliver jeg vild med Samantha. Hun er en pissegod veninde. Hun har en fri tilgang til sin egen krop og til sex, som er vildt inspirerende. Hendes livsmål er ikke at finde en partner - men ham [red. Smith Jerrod] der kommer igennem nøglehullet, er netop ham, der giver hende lov til at give slip. Hvor hun kan være hele hende.”
Samantha er også god til at kigge op og skabe kontakt.
"Hvis vi ønsker mere følelse, flirteri og magi, skal vi selv skabe det. I stedet for at sidde med ryggen til andre skal vi vende mig mod dem. Det behøver ikke at være: ‘Skal vi giftes? Må jeg få dit telefonnummer?’ Det kan blot være et smil eller et hej. Så går man derfra med følelsen: 'Uff, det gjorde jeg.’ Og så har man haft en bedre dag, og går og smiler mere for sig selv, og der sker noget magisk med en selv, der udstråles ud til andre."
Standarderne for, hvad vi ønsker af et parforhold, har ændret sig - og heldigvis for det.
Det betyder ikke, at kvinder ikke ønsker en partner. Men det skal give mening for den selvstændige kvinde. De vil date med intention - og mærke den fra begge sider. Nutidens singlekvinde vælger ikke ud fra frygt for at være alene - men ud fra lyst. Hvis kvinden ikke beundrer og inspireres af hendes kæreste, kan de lige så godt blive i deres ret gode single-tilværelse.
Men hvis vi ønsker at mærke andre mere, skal vi også selv blive bedre til at lade andre mærke os og hvad vi længes efter. At kunne klare ærterne selv, men stadig ønske en god partner der griber én er okay - men ikke nødvendigt for din overlevelse. Halleluja!
Manden skal ikke længere bringe brødet til bordet. Kvinder vil have mere. They can make the cake - and have it too - ofte i selskab med deres veninder. Så hvis kærligheden skal ind, skal den løfte. Og måske er det i virkeligheden den mest romantiske præmis af alle.