Vi guider

Pas godt på dit sexlegetøj

... og forlæng holdbarheden

Tekst: Sabina Elvstram-Johns & Kir Thomsen / Foto: Maude

 

 

Du har investeret i noget lækkert sexlegetøj og er glad for det. Så hvad nu? Jo, ser du, først og fremmest skal det bruges og gøre dig glad, lystig og nydelsesfuld. Ligesom med alt andet vil du nok opleve perioder, hvor det er mere i brug end andre, og nogle gange skal der også bare noget nyt eller andet til.

Det er derfor vigtigt, at du ved, hvordan du rengør, opbevarer og generelt passer på dit legetøj, så det kan holde i så lang tid som muligt. Følg vores udførlige guide lavet i samarbejde med sexolog og sexlegetøjsekspert Sabina Elvstram-Johns, og du er sikker på ikke at gå galt i byen.

 

Rengøring

Q: Hvor tit skal jeg rengøre mit sexlegetøj?
A: Hver eneste gang du bruger det - uden undtagelser!

Brug udelukkende absolut rent sexlegetøj i intime områder. Det bedste, du kan gøre, er faktisk at rengøre dit legetøj både før og efter brug, alt efter hvordan du opbevarer det. Hvis det ligger alene i en dust-bag, kan du nøjes med at tørre det af inden brug. Men ligger det frit eller sammen med andet legetøj, anbefaler vi, at du også rengør før brug.

Der kan nemt samles bakterier og patogener, hvis du ikke renser dit sexlegetøj ordentligt, hvilket øger risikoen for infektion, eller at din PH-værdi kommer i ubalance. Derudover er det ikke kun for din egen sundheds skyld, at du bør rengøre dit sexlegetøj – det er også med til at sikre, at dit legetøj holder i lang tid.

Bruger du samme sexlegetøj som din partner, så vær omhyggelig med at gøre legetøjet rent, før I bytter, så undgår I risiko for overførsel af bakterier og i værste tilfælde sexsygdomme. Det samme gælder for vaginalt og analt brug. Det er som udgangspunkt bedst at have forskellige produkter til disse formål eller bruge kondom.

 

Hvordan rengør du så bedst dit sexlegetøj?

Det er afhængigt af, hvad det er lavet af. F.eks. om det er af porøst eller ikke porøst materiale, og om det har motor eller ej. De mest almindelige ikke porøse materialer er silikone, glas, pyrex, stål, krystaller eller sten – materialer du oftest finder i vores sortiment, grundet vores skarpe kvalitetskrav. Mere porøse produkter kan være lavet af cyberskin, neoprene, jelly gummi, vinyl, akryl og elastomer. Vi anbefaler dog ikke disse materialer, da de nemt tiltrækker bakterier og ikke er ligeså nemme at gøre rent.

Hvis dit produkt ikke er vandtæt men måske kun vandafvisende, så anbefaler vi en antibakteriel sæbe, som skylles af med lunkent vand. Vær forsigtig med at motoren ikke kommer under vand, da det kan ødelægge produktet. Er dit produkt derimod fuldstændig vandtæt, kan du lave et lille sæbebad, stadig med antibakteriel sæbe, og lægge produktet i blød i 5-10 minutter.

Er dit sexlegetøj lavet af 100% silikone, stål eller pyrex (varme-resistent glas), kan det nemt rengøres med varmt vand og sæbe - disse materialer tåler desuden at blive skoldet med kogende vand i op til 2 minutter for desinficering. Produkter i glas og stål kan også steriliseres med alkoholbaseret rengøringsmiddel, men husk at skylle dem af før brug.

Vælg altid en antibakteriel sæbe eller en sæbe, der er parfumefri og mild, og tjek for allergener. Der findes også specialudviklet rengøring til sexlegetøj i form af antibakterielle sprays eller wet-vipes, så du kan vente med hovedrengøringen til næste dag, og blive i sengen.

 

Opbevaring

Du opbevarer bedst dit legetøj et tørt, mørkt sted og i en stofpose eller æske for at undgå bakterieoverførsel eller kontamination fra andet legetøj. Vær opmærksom på at legetøj, der ligger tæt uden beskyttelse, kan ødelægge overfladerne på hinanden, så husk gerne individuelle stofposer eller lignende. Sørg for at sexlegetøjet er 100% tørt, før du lægger det til side, og at det selvfølgelig er et sted, hvor du nemt kan få fat i det, lige når du har lyst.

 

Opladning

Ligesom med de fleste andre elektroniske apparater har batteriet godt af at blive afladt før det bliver opladt igen, så pas på med små klat-opladninger efter hver brug. Der er dog nogle produkter, hvor batteriet ikke må løbe tør – så læs brugsanvisningen grundigt igennem, før du begynder at bruge dit nye legetøj.

Mange nyere vibratorer begynder at lyse rødt ved tænd-knappen, når de er ved at løbe tør for strøm. Vi anbefaler, at du oplader dit apparat, før det løber hel tørt for strøm, så er du på den sikre side, og det vil medvirke til en forlænget brugertid for dit batteri.

Hvis dit sexlegetøj bruger almindelige batterier, så tag dem ud, før du lægger det på plads for at bevare batteriets styrke, og så de ikke ødelægger motoren.

Nogle modeller har en rejselås/flylås, der sørger for, at produktet ikke går i gang i tasken. Funktionen har en tendens til at drille lidt, første gang man skal starte motoren, så sørg for at slå den fra, før du bruger legetøjet første gang.

Det sikre valg af glidecreme

Vi anbefaler at du altid bruger glidecreme til sexlegetøj, samt helt generelt, både for at undgå rifter i slimhinder og den sarte intime hud men også fordi, det er en skøn følelse og sensation for alle involveret, når der kommer lidt mere glid. Man kan faktisk ikke bruge for meget glidecreme, og hvis du ikke har brugt det før, er det bare med at komme i gang! For at passe på både dig selv og dine produkter, er det dog vigtigt, at du vælger den rette slags, da ikke alle former for glidecreme er lige kompatible med alle former for legetøj og prævention.

Der findes vandbaserede, silikone baserede og oliebaserede glidecremer, samt hybrider.

Og bare rolig, det er nemt nok at vælge – først skal du finde ud af, om du skal bruge det hud mod hud eller sammen med sexlegetøj. Når det er afklaret, står valget ofte klart.

Hvis det er hud mod hud er det frit valg på alle hylder – især silikonebaseret eller oliebaseret gør sig godt til dette formål, da silikone ikke kan optages i huden, og det derfor vil blive ved med at glide og glide og glide og…

Olie bliver optaget i huden, men ganske langsomt. Derfor er det også mere drøjt i brug end f.eks. vandbaseret, og ofte kan det også bruges til en dejlig massage inden. Du skal dog være opmærksom på, at oliebaseret glidecreme ikke dur med latex-kondomer, da det vil nedbryde latexen og mindske beskyttelsen mod sexsygdomme og graviditet.

Silikone & olie

Hvis du derimod skal bruge glidecreme med dit sexlegetøj, specifikt sexlegetøj lavet af silikone, så er det vigtigt, at du vælger den vandbaserede glidecreme. Silikonebaseret glidecreme vil stille og roligt nedbryde overfladen på dit silikonelegetøj, og holdbarheden samt hygiejnen ryger sig en tur. Det sikre valg er den vandbaserede, som også ofte fås med lækre tilsætninger som aloe vera, der giver ekstra blødhed og stimulerer egne slimhinder. Til andre materialer som glas og stål, er silikonebaseret glidecreme en ren fryd og det mest populære af dem alle.

Vandbaseret glidecreme

7 gode råd til at sikre en succes, når du køber sexlegetøj

  • Køb kvalitetsprodukter, da de vil have bedre funktionalitet og længere holdbarhed.

  • Gem altid kvitteringen for garanti på 2 år ved elektroniske apparater.

  • For køb af anal legetøj: vælg et materiale der kan blive steriliseret med kogende vand – f.eks. silikone, glas eller metal.

  • Undvig porøse materialer.

  • Rengør aldrig sexlegetøj med motor i opvaskemaskinen!

  • Vær hygiejnisk med dit legetøj, så holder det længere.

  • Nyd dig selv og dit sexlegetøj!